Hundehvalp til selvhjælp

I tre år har vores børn plaget for at få en hund. I lige så mange år, har jeg sagt nej. “For jeg ved godt, hvem der kommer til at passe den”, svarede jeg igen og igen med den der faste, konsekvente mor-stemme. Men for et par måneder siden, valgte jeg så at give efter. Og i starten af augsut fik vi derfor Stella. Vores lille beagle med ret så høj nuttethedsfaktor. Foto’et taler ligesom for sig selv, ikk? 

Børnene vandt altså, kunne være den korte konklusion på den historie.

Men jeg har lyst til at dele en anden mulighed med dig.

For ja, børnene vandt nok en hund, men jeg vandt også. Over mine skygger.

Jeg taler ikke om dem, der begynder at blive længere og længere, fordi sommeren går på hæld. Jeg taler derimod om de egenskaber, vi ikke kan eller ikke vil kendes ved i os selv og derfor har stuvet ind i skyggen. Deraf navnet. Det er karaktertræk, som vi umiddelbart forbinder med:

1) noget dårligt og derfor tager afstand fra, fx det at være arrogant, selvoptaget, hysterisk, sjusket, hensynsløs, svag eller hvad du nu måtte opfatte som en skidt karakter.

Eller

2) noget godt men som vi ikke kan se os selv som, fx succesfuld, smuk, handlekraftig, humoristisk, kreativ, sanselig eller andre fine egenskaber, som du ikke føler, du har adgang til.

Når du ved, hvad det rigtige ville være at gøre. Og alligevel ikke gør det.

Til spørgsmålet om, hvorvidt vi skulle have hund eller ej, havde jeg i lang tid opretholdt den konsekvente holdning, at vi ikke skulle have hund, fordi jeg tænkte, at det nok ville blive mig, der skulle passe den.

Da jeg så selv begyndte at have lyst til at have hund (og passe den), havde jeg svært ved at indrømme det. For ville det ikke være inkonsekvent, når jeg i så lang tid havde opretholdt et nej? Ville jeg ikke virke blød og svag, ved at give efter for børnenes ønske? Det var i hvert fald det, der umiddelbart holdt mig tilbage.

Men fordi jeg var på uddannelse i netop skygger, lærte jeg, at når vi ikke gør det, vi har lyst til eller synes er det rigtige at gøre, er det ofte, fordi en skygge står i vejen. Der er noget vi ikke vil være eller tør blive opfattet som.

I mit tilfælde var det inkonsekvent og svag. Jeg har et billede af mig selv som værende en ret konsekvent mor. Og at skulle være svag og inkonsekvent stemte ikke overens med det billede. Men jeg måtte tage den medicin, jeg nu var ved at blive uddannet i selv at ordonnere og sagde derfor: “Okay, så lad os få en hund”.

Ingen sagde: “Hvor er du svag”.

Men måske nogen tænkte det.

Eller hviskede det i krogene.

Og det var slemt nok. Men jeg måtte sluge den kamel og tro på, at gaven ved at sige ja til en hund (og måske blive opfattet som noget jeg ikke ville) ville være større end at opretholde det selvbillede, jeg havde af mig selv som værende konsekvent. Og som jo ikke var sandt hele tiden. Hunde-issue’et beviste det modsatte!

Så ved at sige ja til at få en hund, tog jeg skyggerne svag og inkonsekvent til mig. Jeg vedstod mig, at det var jeg også.  

Dermed ikke sagt, at jeg fremover er eller skal være svag og inkonsekvent. Men det er givtigt og rigtigt at turde være det i visse situationer. Og det er vigtigt at holde fast i den nuance. At vi ikke skal overdyrke vores skyggesider men derimod erkende, at de til tider har deres berettigelse og fordele.

Her en måned efter Stellas ankomst, kan jeg kun sige, at gaven ved at få en hundehvalp var større end risikoen for at blive kaldt svag og inkonsekvent, hvis nogle skulle have haft den tanke. Selvom jeg indimellem er træt af at tørre tis op og være over jeg-bider-i-alt hundehvalpen.

Til gengæld kræver det konsekvens og stædighed at have en beagle. Og det har jeg til overflod.

Vil du prøve skyggemodellen af, så kommer der her:

Tre spørgsmål til dig

Hvad kunne du godt tænke dig at gøre, men som du ikke gør – af frygt for at blive opfattet som noget, du ikke vil være?

Hvad er det, du ikke vil være? Hvilken etikette må man ikke kunne sætte på dig?

Og hvis du så alligevel løb risikoen for at blive kaldt [ ____ ], hvad ville du så kunne gøre eller opnå?

God skyggejagt!

Share Button