Spring, hvis du tør!

Ovenstående udstillingsvindue hos blomsterbutikken Green Box anno 2010, stod jeg tit og trykkede næsen flad mod, samtidig med jeg tænkte på, hvordan det mon ville være at arbejde der. Men jeg turde ikke gå ind og spørge. Ikke før jeg læste Trines blog … 

Kan du huske Trine.

Jeg skrev om hende i går.

Hun har en særlig plads i mit hjerte.

Omend jeg aldrig har mødt hende IRL. 

Vi mødtes nemlig i den virtuelle verden.

I form af vores respektive blogge.

Jeg skrev på Louises lakridser.

Og Trine på hverdagsjunkie.

Det var på hverdagsjunkie, at Trine, en torsdag i februar 2010, skrev det blogindlæg, som skulle få skæbnesvanger indflydelse på mit fremtidige (arbejds)liv.

Blogindlægget hed Spring!

Det gik i al sin enkelthed ud på, at vi bloggere, der læste med og havde lyst, skulle gøre noget modigt den kommende lørdag. Springe ud i det.

Jeg husker tydeligt, hvordan jeg instinktivt vidste, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg meldte mig til udfordringen. Og også hvordan ubehaget sekunderne efter skyllede igennem mig, bare ved tanken om at skulle gøre det.

Alligevel meldte jeg mig.

Og gjorde det der skulle gøres allerede fredag.

Fordi jeg ikke kunne holde ud at vente til lørdag.

Så bange var jeg for det.

Men hvad skulle jeg dog gøre, der gjorde mig så bange?

Jo, såmænd bare gå over i den lille, lokale blomsterbutik, Green Box og spørge om jeg kunne blive volontør hos dem en gang imellem.

En lille bitte uanselig handling, skulle man synes.

Men mega frygtbefængt for mig. 

Fordi det var så vigtigt for mig.

Jeg ville det SÅ gerne.

Men var bange for at fremstå dum, fordi jeg nul blomstererfaring havde og heller ikke talte fransk som en indfødt.

Efter timers overspringshandlinger, fjummerier ind og ud af butikken uden at komme til sagen, fik jeg endelig spurgt.

Og de sagde ja!

The rest is history, som man siger.

Selvom det hele ikke bare kom dumpende. Der skulle flere modsprøver til for at nå dertil, hvor jeg er i dag. Som freelance blomsterbinder i selvsamme butik.

Men den første modsprøve var den sværeste.

But I did it!

Takket være Trines kollektive modsopfordring ❤️‍

Grunden til jeg fortæller dig den her historie, er fordi jeg ved, at mod ofte er en efterspurgt egenskab, når du som medrejsende ægtefælle har lyst til at gøre noget nyt ved din karriere.

Det være sig:

– mod til at være naiv og bare troppe op på den lokale jobformidling for at høre, hvad der skal til, for at man som dansk sygeplejerske kan få et job i Singapore.

– mod til at være den dårlige elev i klassen, fordi du ikke kan sproget (godt nok) men virkelig gerne vil tage den uddannelse til pilateslærer.

– mod til at være egoist og få passet børnene, så du kan bruge tid på at gøre noget for dig selv.

– mod til at være sårbar og række hånden ud efter hjælp til det, du ikke kan finde ud af.

Eller noget helt femte.

Derfor kommer turen nu til dig…

Fordi jeg ved, hvor stor betydning, det kan have at blive skubbet lidt til.

Så hvad siger du til at gøre noget virkelig modigt?

Alene ja, men velvidende at vi er flere om at gøre det samme!

På mandag. d. 29. februar. 

For ligegyldig hvilken dag, jeg ellers ville have foreslået, så ville vi kunne finde på en undskyldning for ikke at være med, ikke?

Det kan være hvad som helst. Stort som småt. Bare det føles modigt for dig. Og på en eller anden måde er relateret til noget med din karriere.

Kunne du tænke dig det?

Så lad os springe ud i det.

Hver for sig og alligevel sammen

Jeg vil elske, hvis du vil være med. Og elske at vide det!

Enten på forkant (jeg er gerne hende, du forpligter dig over for, hvis du har brug for sådan en).

Eller på bagkant (ved at du fortæller mig, hvad du gjorde).

Til inspiration, kan jeg sige, at jeg allerede godt ved, hvad jeg skal turde…

Jeg skal turde være synlig og sårbar i og med, jeg vil sende mit første nyhedsbrev på fransk ud.

Arg – jeg har næsten allerede fortrudt, jeg har skrevet det …

Nå, men sådan må det være. Jeg er selvfølgelig selv med på udfordringen. Ellers kunne jeg dårligt udfordre jer!

Håber du er med.

Og hepper helt vildt på dig.

Share Button